Kennel Elverlamshuset

Kennel Elverlamshuset

Spændende sporkursus

DagbogPosted by Lotte Skriver Sun, October 08, 2017 23:41:29
Idag deltog Didi og jeg i et spor-1 kursus hos Sportræning.dk.
Instruktører var Johnny Hoffmann Bastian og Leif Nielsen og det hele foregik i Nykøbing ved Annebjerg og i de smukke omgivelser ved det gamle psykiatrihospital.

Helt traditionelt har jeg til dato trænet Didi i blodspor. Hun er blevet præsenteret for det hun vil komme ud for som sporhund. Vi har gået i skoven, på marken og så har vi langsomt bygget distancen op med diverse forhindringer på et spor med knæk og tilbagegang, længere liggetid o.s.v. med det mål at vi gerne skulle til prøve.

Men kurset idag lagde vægt på, at starte sportræning op på hårdt underlag. Fordi på hårdt underlag vil der kun være den rene fært fra det Didi skal lære at spore på, og ikke det samlede færtbillede som fx i mark eller skov, hvor der både kan være fært efter sporlægger, klov og blod mm...

Vi fik udleveret en flaske med klovvand og en klov. Klovvand er det vand som kloven har stået i blød i natten over, og det er fyldt med duftstoffer og afsætter god fært af klov fra kronvildt.

Selve sportræningen foregik på asfalt og jeg dryppede klovvand og trak kloven i et spor på måske 50 m.

Didi kom ud af bilen og det voldte hende store vanskeligheder at gå det lagte spor på asfalt. Det tændte hende ikke ret meget og det var ærlig talt lidt skuffende. MEN så prøvede vi med lidt godbidder lagt på sporet, og så gik hun lidt bedre. Men Johnny ville gerne at jeg istedet belønnede hende ved at kaste en godbid for hver gang hun fulgte sporet. Det prøvede vi så, men det var ikke løsningen, for så fulgte Didi bare hænderne på den der belønnede og det var jo ikke meningen. (vi arbejdede sammen parvis).

Jeg var ret overrasket over at hun ikke fik knækket koden, og der måtte en ny strategi til. Efter frokost aftalte jeg med instruktørerne, at Didi skulle starte sporene på græs og så skulle jeg fortsætte sporet ud på asfalten med masser af godbidder og god fært fra klovvand og klov. OG vupti så gik tøsen det fineste spor og glemte helt at vi nu var på asfalt.

Og vi gik så rigtig mange spor herefter, de fleste udredte hun lynhurtigt, også dem der efterhånden bare startede med et par meter på græs og så fortsatte på asfalten.....

Der var et par andre hunde med samme "problem", og som også straks fik succes ved at starte på græs som de plejede.

Nu er planen at arbejde videre med Didi på hårdt underlag, så hun bliver helt sikker på hvilken duft jeg ønsker hun skal spore. Og så vil jeg bygge op igen med de delmål der skal til for at hun bliver så sporsikker som muligt.

Didi er min første sporhund. Vi skal sammen finde vejen i hvilken metode der virker for os, og jeg tror ganske bestemt, at vi nu er på rette spor (smiley)

Det har været en helt fantastisk dejlig dag og vi har været i gode hænder hos de to topprofessionelle instruktører. Dejligt kursus, inspirerende medkursister og super dejlig mad.